DICOM til PDF

De første medicinske billeder er taget i begyndelsen af det 20. århundrede, efter opdagelsen af røntgenstrålerne i 1895 af den tyske professor, og den fremtidige første nobelprispristagent i fysik, Wilhelm Conrad Röntgen .
Konceptet med en røntgenbillede er baseret på princippet om at føre stråling gennem kroppen og få billederne projiceret på en lysfølsom plade placeret bag det. Radiologi startede temmelig langsomt, men det fik en voksende interesse under 2. verdenskrig og dets traumatiske skader.
Hvis Leonardo Da Vinci opdagede sonar principper, det er militæret, der brugte det til at opdage fjendtlige skibe under de to verdenskrig. Vi måtte vente til 1960'erne for at se højfrekvente lydbølgeteknologi i det medicinske domæne (ultralyd).
Computertomografi (CT-scanning) og teknologien til magnetisk resonansimaging (MRI) blev udviklet i 1970'erne.
I 1980'erne gjorde multiplikationen af billeddannelsesteknologier det vanskeligt at afkode de billeder, der blev genereret af hver enhed. Medicinske billeder indeholder også en masse information relateret til patienten, som skal analyseres, deles og opbevares.
DICOM kom ud af behovet for at have et samlet format til at arbejde med alle typer medicinske billeder i 1985. Det er igen Hæren, der gjorde DICOM berømt, da det var nødvendigt at erstatte skrøbelige filmbaserede billeder med digitale billeder til teleradiologi i krigszoner.

Medicinsk billedanalyse anvendes inden for mange forskellige medicinske områder, herunder klinisk undersøgelse, diagnosestøtte, behandlingsplanlægning og computerassisteret kirurgi. Når vi taler om medicinsk billeddannelse , forskellige teknologier er involveret.
Vi har allerede nævnt røntgenstråler, en udbredt procedure, der bruger stråling for at få billeder af de tættere dele af kroppen. Ultralyd (eller sonogram) er også meget hyppigt og bruger højfrekvente bølger til at vise indre organer, muskler og sener. En MR-scan (Magnetic Resonance Imaging) er et detaljeret tværsnitsbillede af en kropsdel, der involverer magnetiske felter og radiobølger. En computertomografisk scanning (CT-scanning) skaber et detaljeret billede af indersiden af kroppen ved hjælp af røntgenstråler og computere.
Nuklear medicin inkluderer SPECT (eller scintigrafi / gamma-scanning) og PET-scanninger. De skaber 3D-billeder af kroppens inderside takket være indsprøjtningen af radioaktive sporstoffer for at vurdere kropslige funktioner. Det vigtigste
forskel mellem SPECT (Single Photon Emission Computed Tomography) og PET (Positron Emission Tomography) scanninger er den type radiotracere, der bruges. SPECT-scanningen detekterer gammastråleemissionerne fra sporerne, mens PET-scanningen detekterer de fotoner, der er produceret af de positroner, der udsendes af radiotraceren.

DICOM (Digital Imaging and COMmunications) er formatet til lagring, udveksling og transmission af medicinske billeder.
Det blev udviklet af American College of Radiology (ACR) og National Electrical Manufacturer Association (NEMA). Det er nu det registrerede varemærke tilhørende NEMA og en ISO-standard .
DICOM inkluderer protokoller til billedudveksling, billedkomprimering, 3D-visualisering, billedpræsentation og rapportering af resultater.
Dets formål var at erstatte røntgenfilm såvel som adgang til, dele og arkivere billeder i høj opløsning, der er genereret af alle typer medicinske billeddannelsesenheder. DICOM-standarden koder for billede og metadata, som inkluderer fortrolige oplysninger relateret til patienten. For at sikre datasikkerheden og fortroligheden definerer formatet forskellige krypteringsmekanismer. Medicinske billeder er normalt meget tunge og skal ofte komprimeres for at lette deling og opbevaring. DICOM bruger JPEG 2000 kompression. Da JPEG2000 kan give tabt eller tabsfri komprimering, er det op til specialisterne at definere konteksten, hvor brugen af tabsk komprimering af medicinske billeder er klinisk acceptabel.